Yngre danskere under 40 år skal ikke automatisk kunne parkeres på livsvarig førtidspension eller i fleksjob.
I stedet skal der oprettes individuelt skræddersyede udviklingsforløb i landets jobcentre til de unge.
Det er kernepunktet i regeringens nye reform-udspil, der i dag blev præsenteret af beskæftigelsesminister Inger Støjberg (V) og socialminister Benedikte Kiær (K).
Og udspillet får ros fra Dansk Erhverv, der kalder det "et skridt i den rigtige retning".
"Antallet af modtagere er vokset langt mere end forventet, og der er nu mere end 300.000 på førtidspension, ledighedsydelse eller fleksjob. Så der er et presserende behov for en reform af førtidspension og fleksjob," siger chef for løn og arbejdsmarkedspolitik Steen Nielsen, DI.
Men reformudspillet, der nu skal forhandles mellem Folketingets partier, kunne sagtens gå endnu videre, mener han.
I alle de tilfælde, hvor arbejdsevnen kan forbedres eller kommer igen skal der ikke være mulighed for at få førtidspension.
"Det er ikke nok at trække en streg i sandet ved det fyldte 40. år. Vi bør i det hele taget ikke parkere nogen personer varigt på førtidspension, når tilstanden enten kan behandles eller går over med tiden," siger Steen Nielsen.
Han peger på, at der i dag er mange modtagere af førtidspension, der har en bedre funktionsevne, end da de fik tildelt førtidspensionen.
Som led i reformen bør man derfor genvurdere samtlige nuværende førtidspensionssager, lyder det fra Dansk Industri.
I Dansk Erhverv er der også ros til regeringens udspil.
"Vi ser rigtig mange positive elementer i regeringens udspil. Særligt er det fornuftigt, at førtidspension og fleksjob for unge ikke længere skal ses som livsvarige ydelser uden perspektiv, men som aktive ordninger, som skal hjælpe flere tilbage til et aktivt arbejdsliv," fortsætter hun.
Hun hæfter sig især ved omlægningen af fleksjobtilskuddet, hvor det offentlige betaler op til 250.000 kroner til fleksjobberens løn uanset, hvor mange timer vedkommende arbejder.
"Den nuværende ordning, hvor fleksjobbere får fuld løn, uanset hvor mange timer de arbejder, er alt for attraktiv for den enkelte. Derfor er det fornuftigt, når der nu lægges op til, at fleksjobbere kun skal have løn for de timer, som de faktisk arbejder og får suppleret op med tilskud fra kommunen. Dermed får fleksjobbere incitament til at arbejde mere, hvis arbejdsevnen forbedres," siger Stine Pilegaard Jespersen.