En dansk forsker har mere eller mindre været med til at redde verden.
Forskeren Martin Aagesen fra Nano-Science Center ved Københavns Universitet har udviklet et helt nyt materiale, der kan revolutionere solcellers evne til at omdanne sol til elenergi.
Det nye materiale, såkaldte nanoflakes, betyder nemlig, at solcellen kan omdanne dobbelt så meget af solens stråler til el. Det betyder ikke alene, at langt flere mennesker i fremtiden vil have råd til at installere solceller og spare tusindvis af kroner på elregningen. Det er også en gigantisk gave for miljøet.
»Hvis solcellerne reelt kommer på markedet, så bliver det her kæmpestort. Normalt kan man forbedre effektiviteten af en vedvarende energiteknologi med omkring én procent om året. Hvis han pludselig har gjort solceller 50 procent mere effektive og samtidig billige at fremstille, så er det en revolution. Sådan noget her kan potentielt virkelig være med til at hjælpe os med at bringe CO2-udledningen ned på verdensplan,« siger miljøøkonom ved COWI Mikkel Kromann.
Martin Aagesen har netop fået offentliggjort det nye materiales potentiale i det anerkendte engelske tidsskrift Nature Nanotechnology.
Udkonkurrerer kul
De nye solceller vil i modsætning til i dag kunne konkurrere med andre vedvarende energiformer som vindenergi og sågar potentielt med kul. Navnlig den tredje verden ville kunne få glæde af de nye solceller.
»Planen er at have en slags prototype klar til januar, men der vil stadig gå mindst to år, før solcellerne kommer i produktion, hvis alt går efter planen. Men de har virkelig et stort potentiale, fordi de er så billige at fremstille,« siger den unge forsker, der allerede har fået patent på materialet, og som er direktør for det firma, der nu udvikler solcellen, Sunflake A/S.