Et danskejet fragtskib med navnet Thor Spring har været udsat for angreb i Adenbugten ud for kysten til Somalia.
Det skete i sidste uge, hvor piraterne åbnede ild mod skibet, men selvom besætningen fik en stor forskrækkelse skete der ikke personskade, og et tysk skib kom til undsætning.
"Piraterne ramte skibet et par gange. Blandt andet skorstenen blev ramt, men besætningen kom heldigvis ikke til skade," siger direktør Thomas Mikkelsen fra ejeren Thor Shipping ifølge bt.dk.
Thor Spring sejlede fredag i konvoj, da der indløb meldinger om pirater i området. Piraterne skød med automatvåben mod skibet, hvor 11 filippinske besætningsmedlemmer befandt sig, men en tysk fregat fik jagtet piraterne på flugt med advarselsskud.
Det er ikke første gang, der finder piratangreb sted i området.
Der blev registreret 294 piratoverfald mod skibe i Adenbugten i 2009 af Det Internationale Maritime Bureau.