Dansk Flygtningehjælp må endnu en gang til tasterne og redegøre for den sommerlejr, som Organsationen inviterede tilbagesendte flygtningebørn i Kosovo med på.
Det mener Simon Emil Ammitzbøll (R), der er medlem af Folketingets Udlændinge- og Integrationsudvalg.
Baggrunden er, at to deltagende pigers mor nægter at have udtalt, at hendes børn alene havde det sjovt og aldrig klagede over hårdt arbejde på den tre uger lange sommerlejr.
Det har Flygtningehjælpen ellers refereret hende for i både et nyhedsbrev og en redegørelse til integrationsminister Rikke Hvilshøj (V).
Tilbageviser kritik
Organisationen har brugt morens udtalelser til at tilbagevise kritik af, at børnene udførte hårdt arbejde på sommerlejren.
»Jeg synes dybest set, at Dansk Flygtningehjælp af sig selv skulle komme med ny redegørelse, så vi kan få klarhed over det her,« siger Simon Emil Ammitzbøll.
Dansk Flygtningehjælp afleverede i sidste uge en redegørelse til Rikke Hvilshøj, fordi Støttekredsen for Flygtninge i Fare har klaget over organisationen. Støttekredsen mener, at de to piger, Arlinda og Majlinda Nura, udførte regulært børnearbejde på sommerlejren. Det afviser Dansk Flygtningehjælp.
De to piger, som var henholdsvis 11 år og 14 år, den sommer de deltog i sommerlejren, har detaljeret fortalt Nyhedsavisen, at de gravede i over fire timer om dagen i op til 40 graders varme, og at de uden for spisepauserne ikke måtte holde pauser på samme tid.
»Derfor mener jeg også, at vi fortjener, at Dansk Flygtningehjælp kommer med en ny redegørelse – eventuelt med en ny forklaring fra morens side. Vi kan ikke have en situation, hvor man udnytter børn på den måde, hvis det er tilfældet,« siger Simon Emil Ammitzbøll, som om nødvendigt er parat til at bede Rikke Hvilshøj om at sikre en ny redegørelse fra Dansk Flygtningehjælp.
Anne la Cour Vågen, leder af asylafdelingen i Dansk Flygtningehjælp, skriver i en mail:
»Vi har fra første færd taget kritikken alvorligt og derfor undersøgt sagen indgående. Vi har skrevet en grundig redegørelse til ministeren, og såfremt Rikke Hvilshøj anmoder om yderligere oplysninger, vil hun selvfølgelig få dem. Lad mig atter understrege, at sommerlejren var et frivilligt tilbud. Vi tror stadig, at lejren var til glæde for børnene, da det er det, vi har fået oplyst fra alle sider.«