Skrevet af Mads Jensen, maje@avisen.dk
Det var Danmark og danske værdier over det hele, da
Pia Kjærsgaard leverede sin store tale ved Dansk Foklkepartis årsmøde i Odense
Congress Center lørdag.
Hele 85 gange referede partilederen til Danmark
eller danskerne i sin tale, der var blottet for politiske nyheder.
- Danmark er et dejligt land. Danskerne er dejlige.
Dansk er et dejligt sprog, lød det halvvejs inde i talen, og formiddagens
største bifald var sikret.
Pia Kjærsgaard brugte det meste af sin taletid på
at uddybe den række af de danske værdier, som partiet gerne vil gå til valg på; Solidaritet, ytringsfrihed, tolerance, frisind, ligeværd og flid.
Rakte hendes egne ord ikke til at nå ind i
hjerterne på tilhørerne, tog hun Mads Andersen Skjern til hjælp:
- Ingen skal komme med deres tro og skabe ufred i
mit hjem, citerede hun byggematadoren fra Korsbæk.
Med henvisninger til den seneste tids terrorsager
betonede Pia Kjærsgaard igen og igen, at det er Dansk Folkeparti der står vagt
om en begrænset indvandring til Danmark. Hun advarede manende imod at lade De
Radikale og Ny Alliance få indflydelse på dansk politik, for så ville den
stramme udlændingepoltik blive rullet tilbage til før år 2002 i et tempo, som
de færreste drømmer om .
Socialdemokraternes formand, Helle Thorming-Schmidt,
sammenlignede Pia Kjærsgaard med den fornærmede pige i klassen, som ikke kan få
det som hun vil ha´ det, stamper vredt i gulvet, vender om på hælen og går med
næsen i sky . Kort sagt: Dansk Folkeparti vil gå til valg på dem
eller os .
En del af talen brugte Pia Kjærsgaard på at
fortælle om den tur rundt i velfærds-Danmark, hun og Kristian Thulesen Dahl har
været på i de seneste måneder. Det udviklede sig til en hyldest til de
lavtlønnde social- og sundhedshjælpere, som partiet gerne vil belønne med fem
milliarder ekstra kroner i lønningsposen over de næste fem år.
Sædvanen tro begyndte årsmødet med, at femten
ungmøer fra Dansk Folkeparti marcherede ind i salen med hvert sit Dannebrog - i
år akkompagneret af marchmusik spillet live af Fredericia
Jernbaneorkester.