Hvis du bliver ramt af et hjerteanfald, er der større chance for at overleve, hvis du bor i Slovenien, end hvis du bor i Danmark.
Hvis du lige straks skal være forælder, er der større chance for, at dit barn overlever, hvis du bor i Tjekkiet.
Og hvis du skal have ordnet tænder eller grå stær, er der større chance for, at det offentlige betaler, hvis du bor i Ungarn.
Danmark langt bagud
Danmark er langt bagud i forhold til de fleste andre vestlige EU-lande - og flere østlande - når det handler om ventetider, om at gøre folk raske, og om at være generøs med behandlingerne.
Til gengæld får danskere mest at vide om deres sundhedsvæsen og har de bedste rettigheder.
Det viser den årlige vurdering af EU-landenes sundhedsvæsener, Euro Health Consumer Index.
Østrig er nummer 1
Samlet set ligger Danmarks sundhedsvæsen nummer ni på ranglisten, der sammenligner sundhedssystemer i 29 lande. Gode karakterer for rettigheder og informationer til patienterne trækker kraftigt op på dårlige karakterer i at gøre patienter raske, som ligger på niveau med østlande som Slovenien.
Østrig kommer ind som samlet vinder, skarpt forfulgt af Holland og Frankrig. Derefter følger Schweitz, Tyskland, Sverige, Norge Finland og så Danmark.
- Brugerne af det danske sundhedsvæsen er godt tilfreds med
den primære sundhedspleje (de praktiserende læger, red.), men hospitalsresultaterne er ikke særlig
imponerende, skriver forskningschefen for Euro Health Consumer Index, dr. Arne Björnberg i en kommentar til Danmarks placering.
Danmark burde have råd
- Danmark burde have råd til et mere generøst system, både hvad
angår medicin og behandling. Det ville eksempelvis være en god start at
lade tandlægebehandling indgå i den offentlige sundhedspleje, siger
direktør for Euro Health Consumer Index Johan Hjertqvist i en pressemeddelelse.
Danmark ligger helt i bund på områder som direkte adgang til en specialist og ventetid på MR-skanning. Her bliver vi slået af stort af østlande som Slovakiet.
Læs hele rapporten på Health Consumer Powerhouse hjemmeside.