Det danske fodboldlandshold har fået noget at varme sig på midt i vinterkulden.
Holdet er nemlig rykket to pladser frem på Det Internationale Fodbold Forbunds (FIFA) verdensrangliste og indtager nu pladsen som nummer 26.
Listen, der netop er blevet opdateret, toppes fortsat af Spanien med Brasilien på andenpladsen.
Højdespringeren er Egypten, der i kraft af sejren i African Nations Cup er rykket hele 14 pladser frem til nummer 10.
Cameroun, som Danmark er i gruppe med ved det kommende VM i Sydafrika, er til gengæld faldet ni pladser tilbage til en placering som nummer 20.
Holland, der ligeledes er i Danmarks pulje, er nummer tre, mens den sidste VM-puljemodstander, Japan, er nummer 40.