Fire sejre på stribe og storspil over hele linien.
Danmark er flyvende ved håndbold-EM i Norge og står med det ene ben i semifinalen.
Sidste forhindring på vejen er Slovenien, der i aftes overraskede ved at slå hjemmebanefavoritterne fra Norge. Det betyder, at slovenerne med en sejr over Danmark i aften også kan spille sig videre, og derfor bliver det langtfra en walk-over for Wilbeks drenge.
Enkelt point er nok
Danmark kan dog på forhånd nøjes med uafgjort og stadig være sikker på at gå i semifinalen. Et enkelt point vil nemlig sende os op på syv point i mellemgruppe 1 foran både Slovenien, Polen og Montenegro. Og da Norge med fem point og Kroatien med seks point mødes i aftenens sene kamp, vil kun et af de to hold kunne gå forbi os.
Til gengæld vil et dansk nederlag i aften betyde, at vi godt kan glemme medaljedrømmen, da slovenerne så vil stå bedre i det indbyrdes regnskab med Danmark.
Går Danmark videre til semifinalerne, venter enten Frankrig, som allerede har sat sig på førstepladsen i mellemrunde 2, eller Tyskland/Sverige, som mødes i en afgørende kamp om den anden semifinalebillet.