De ser nuttede ud, vaskebjørnene. Og for tiden kan man være så heldig at se de små, gråstribede bamser komme spadserende over den tyske grænse og ind på den jyske hede.
Men de små bjørne er desværre ikke særligt nuttede og faktisk slet ikke spor velkomne i Danmark.

For ligesom dræbersneglen, bjørnekloen, minken, stillehavsøstersen, bisamrotten, den rynkede strandrose og flere andre arter, så er de kommet udefra og har invaderet de danske skove, vandløb, haver og byer, mens de generer eller udrydder naturligt forekommende plante- og dyrearter.

Globalt set er problemet med disse krigeriske arter, som erobrer og dominerer fremmede territorier, blevet kæmpestort, siger biolog fra Skov & Naturstyrelsen, Hans Erik Svart.

Derfor står bekæmpelsen af invasive arter også øverst i EUs biodiversitetskonvention, mens Danmark og ti andre lande omkring os har oprettet et netværk, som samarbejder om at overvåge de andmasende bæster - et netværk Skov & Naturstyrelsen tog initiativ til sidste år og som Hans Erik Svart er formand for.
»Der er kommet flere invasive arter over hele verden, som breder sig hurtigere og hurtigere. Det er et kæmpe problem, fordi det forskubber hele verdens økobalance og fødekæder. Vi ender med at have langt færre arter i naturen, som tilmed er de samme, man ser over hele verden,« forklarer Hans Erik Svart.
De mere end 1.000 invasive arter på verdensplan har heller ikke blot biologiske konsekvenser, de koster også årligt milliarder af kroner i ødelagt fiskeri og landbrug.

Og det er alt sammen menneskenes skyld. For i takt med at vi rejser mere og hurtigere i globaliseringens navn, så slæber vi også dyrene med os rundt ? enten bevidst eller ubevidst, forklarer Hans Erik Svart.
»De kan krydse grænserne på mange måder, men oftest er det, fordi vi bevidst har flyttet dem, fordi vi ville bruge dem til pynt eller kommercielt brug, eller også er de kommet med ved et uheld, som for eksempel frø eller larver i folks tøj eller varer. Og fordi rejserne med fly og skibe går hurtigere og oftere end før, når de ikke at dø, før de lander på fremmed jord,« siger han.

Et eksempel er dræbersneglen, som i 1990 erne blev observeret i Danmark.
»De er sandsynligvis kommet som æg eller larver i potteplanter. Deres naturlige levested er Spanien og Portugal, og der er det tørre klima nok med til at holde dem nede.
Et andet eksempel er den smukke lyserøde rynkede rose, som dominerer alle vores strande i dag. De blev hentet hertil fra Japan for mere end 100 år siden til at pynte haverne«, siger han.
Grunden til, at de fremmede arter er så uvelkomne, er, at de i deres nye omgivelser ofte har mistet alle naturlige fjender. Hvis de tilmed er robuste og har gode muligheder for at leve i det nye miljø og yngle, så kan de hurtigt sprede sig.

Et af de mere spektakulære eksempler på en massiv invasion af en dyreart er den gigantiske kongekrabbe eller kamchatkakrabbe, som i 1960 erne blev hentet fra Kamchatkahalvøen ved Rusland og sat ud i Barentshavet for at give fiskerne her mulighed for at få fingre i det lækre krabbekød. I 1970 erne fik de norske fiskere pludselig de mere end halvanden meter store og 12 kilo tunge krabber i nettene, og det viser sig, at de nu marcherer langs havbunden på vej sydpå mod Danmark.
»De er blevet til enormt mange ved Norges kyst på kort tid. De spiser alt, hvad de støder på, lidt ligesom en græshoppesværm,« siger Hans Erik Svart.

Hvad angår vaskebjørnene, så er de kommet til Tyskland som kæledyr med amerikanske soldater i sin tid, fortæller Hans Erik Svart.
»Og de er nogle snedige små bæster, som ikke bare spiser dyrene i vores vandløb. De generer også mennesker, De er meget dygtige med deres fingre og kan rode i skraldespande, og man har også set dem åbne dørene til hønsegårde - og så lukker de også ræven ind«, siger han.