700 danske soldater kæmper i øjeblikket i Afghanistan for at bringe fred og demokrati til det plagede land. Men i virkeligheden hjælper de anti-demokrater til magten, mener den afghanske kvindeforkæmper Malalai Joya.
Hun har i årevis kæmpet imod krigsherrer og fundamentalister i Afghanistans parlament. Hun mener, USA og dets allierede er med til at støtte krigsherrerne.
- Jeg har stor respekt for de danske soldater og deres familier. Men jeg er nødt til at sige, at når I følger USA s strategi i Afghanistan blindt, så er I med til at holde krigsforbrydere ved magten, siger Joya, der har vundet adskillige priser for sin kamp for menneskerettigheder og senere på måneden skal tale i Europaparlamentet.
Hitler og Mussolini
Malalai Joya kritiserer stærkt den såkaldte Nordalliance i Afghanistan, som har været allieret med USA siden invasionen i 2001. Alliancens folk har været involveret i krigsforbrydelser og massakrer – og adskillige af dem har i dag stor magt i landet.
- Jeg beder Danmark om at lægge pres på de her forbrydere og hjælpe med at afvæbne deres hære i stedet for at være med til at holde dem ved magten. De bliver stærkere og stærkere, mens narkohandelen og deres magt stiger.
Mange ledere har blod på hænderne i Afghanistan. NATO s og Danmarks strategi har været, at man er nødt til at inddrage dem for at skabe fred – er det ikke den eneste løsning?
- Du får ikke demokrati med den her slags fascister i parlamentet. De er som Hitler og Mussolini. Ville I også have samarbejdet med dem? Man bliver nødt til at fjerne dem fra magten, siger Malalai Joya.
I 2001 invaderede USA og en række andre lande Afghanistan for at få ram på Taleban og al-Qaeda.
I kampen mod Taleban allierede USA sig med Nordalliancen, der havde kæmpet mod talebanerne længe.
Nordalliancen
består af en række krigsherrer, hvoraf flere har begået
krigsforbrydelser under Afghanistans borgerkrig i 1990’erne.
Nordalliancens folk er i dag stærkt repræsenteret i parlamentet, hæren og i provinsregeringer. Mange råder over private hære.