I vores land heiler man ikke. Det er mangel på respekt og hensyn over for dem, som oplevede Anden Verdenskrigs fem forbandede år.
Sådan siger takt- og tone-ekspert Inge Corell.
Ifølge hende er det aldrig sjovt at heile, og når det foregår på tv, som i Bilmagasinet på TV2 News, virker det voldsomt og unødigt.
- Er man offentlig person må man træde ekstra varsomt. Man er rollemodel og alle lægger mærke til, hvad man gør. Hvis en tv-vært heiler, så vil andre også begynde at heile, siger Inge Corell.
Ifølge hende ligger det dybt i de midaldrende og ældre danskere, at heil er forbundet med Hitler. Dermed er det ikke noget, man laver sjov med.
- Hvorfor skulle man heile? At heile er mangel på respekt for menneskelige værdier, Gud, konge og fædreland. Man skulle i stedet tænke sig lidt om og vise hensyn. Hensyn, respekt for andre mennesker og situationsfornemmelse er nogle af de fineste kvaliteter man kan besidde, siger hun.