Det idylliske billede af Danmark som grøn og vindmøllefyldt nation risikerer at blæse omkuld, hvis ikke vi snart ændrer vores støtte til den vedvarende energi.
Det mener både eksperter og oppositionen.
Ifølge en opgørelse fra EU-kommissionen giver Danmark den laveste støtte til vedvarende energi i hele EU – vi giver eksempelvis kun en tredjedel af det beløb, som Storbritannien giver.
»Man burde gå meget længere med at hjælpe gode projekter. Det er vitalt, at vi får et godt støttesystem for vindkraften,« siger Poul Erik Morthorst, der forsker i energi på Risø.
I næste uge skal Folketingets partier genforhandle energiforliget, og her vil oppositionen sætte fokus på den lave støtte.
»Der er absurd, at vi kan ligge så langt under de andre lande. Det betyder, at vi risikerer at miste vores position som foregangsland inden for grøn energi,« siger SF’s energiordfører Anne Grete Holmsgaard.
Færre vindmøller
Den lave støtte betyder blandt andet, at langt færre nye vindmøller ser dagens lys i Danmark. Ifølge Energistyrelsen blev vi faktisk 19 vindmøller fattigere i Danmark i 2006 – 28 blev skrottet, og kun ni blev stillet op. I år 2000 producerede nye møller i alt 600 megawatt strøm. Men i 2006 bød de nye kun på 11 megawatt.
Den manglende byggekraft hænger dog også sammen med, at kommunerne ikke har kunnet finde nye pladser til møllerne.
Hos Venstre er man lydhør over for at genforhandle støtten:
»Det ender da sikkert med, at vi øger støtten. Men vi skal finde en balance mellem at sikre en fortsat udbygning og ikke sende forbrugeren en al for stor regning,« siger partiets energiordfører Lars Lilleholt og understreger, at støtten til vindmøller kan ses direkte på elregningen – jo mere vi støtter grøn energi, jo højere bliver prisen for strømmen.
Mindre grøn energi
Cirka 16 procent af Danmarks samlede energifor-brug er fra vedvarende energikilder. Dermed er Danmark et af de EU-lande, der har den højeste andel af grøn energi. Alligevel faldt tallet for første gang i 2006.