Dagen igennem har handlende måttet væbne sig med tålmodighed i landets butikker.
Tekniske problemer hos Pengeinstitutternes Betalingsservice, PBS, der administrerer dankortet, betyder, at en tredjedel af alle dankort-transaktionerne i butikkerne er blevet afvist.
Hos PBS oplyser man, at problemerne vil fortsætte til ud på natten.
- Vi arbejder på højtryk med at løse problemerne. De skulle gerne være løst senest en gang i nat, oplyser kommunikationschef hos PBS, Pernille Kylling.
Problemet berører kun butikkernes dankort-terminaler, der flere steder er blevet midlertidigt udskiftet med den gode, gammeldags fluesmækker - til stor gene for de travle handlende, der må finde sig i lange køer. Bankernes hæveautomater fungerer til gengæld som normalt.
Problemerne opstod allerede ved femtiden i morges, da PBS havde foretaget den månedlige opdatering af it-systemet. Hos PBS ved man endnu ikke præcist, hvad fejlen skyldes, men man har tidligere oplevet lignende problemer.
- Vi har dog aldrig oplevet, at et udfald har været så langvarigt, siger hun.