Det er i orden, når regeringen vil tage børnechecken fra de forældre, hvis børn ikke er under uddannelse, i arbejde eller laver noget andet.
Det siger adm. direktør i Dansk Arbejdsgiverforening (DA) Jørn Neergaard Larsen.
"Vi må tage skeen i den anden hånd i forhold til de unge under 18, der er droppet ud af alt. Med de krav, som møder fremtidens medarbejdere, svigter vi de unge, hvis vi bare lader dem dalre rundt," siger han i en kommentar til statsminister Lars Løkke Rasmussens (V) åbningstale.
Helt så rosende ord får statsministerens forslag ikke fra fagforbundet NNF, der organiserer folk i fødevarebranchen.
Her undrer man sig over, at Lars Løkke Rasmussen vil straffe forældre, hvis børn f.eks. ikke kan få en praktikplads og som derfor må droppe ud af en ungdomsuddannelse.
"Hvis der er nogen, der skal straffes for ikke at skabe gode uddannelsesmuligheder, så er det da erhvervslivet. Den megen tale om fælles ansvar bør i den grad også omfatte virksomhedernes ansvar for at sikre gode erhvervsuddannelser," siger formand for NNF, Ole Wehlast.
I Ingeniørforeningen IDA undrer man sig over, at statsministeren bruger så meget taletid på ungdomsarbejdsløsheden uden at nævne den høje ledighed blandt unge akademikere med et ord.
"Hvor blev initiativerne af for de unge ledige højtuddannede af i finansloven? De burde være der, for vi risikerer at tabe en hel årgang veluddannede unge. Det er menneskeligt spild og samfundsøkonomisk, er det helt galimatias," siger formand for IDA, Lars Bytoft.
Den opfattelse deles af formand for FTF, Bente Sorgenfrey, som undrer sig over, at regeringen ikke gør mere for at få flere til at tage en uddannelse.
"Statsministeren vil bekæmpe ungdomsarbejdsløsheden, men kommer ikke med konkrete bud på; hvordan han vil få flere til at tage en videregående uddannelse til gavn for både den private sektors vækst og manglen på kernemedarbejdere i den offentlige sektor," siger hun.
I Håndværksrådet glæder sig over statsministerens udmelding om, at regeringen vil styrke det kommunale ansvar i forhold til de unge, der hverken er i job eller beskæftigelse.
"Alle unge skal i gang med en uddannelse eller et job. Det kræver et større kommunalt ansvar, og det giver særligt mening i dag, hvor kommunerne har ansvaret for både folkeskole, jobcentre og vejledningscentre, som er helt centrale aktører i forhold til at klæde unge mennesker på og guide dem fra ledighed ind i uddannelse eller beskæftigelse," siger konstitueret administrerende direktør, Ane Buch.