49 ansatte hos it-giganten CSC får først lov at strejke fra 21. marts.
Fagforbundet Prosa havde ellers varslet strejke fra mandag, men Arbejdsretten har meddelt, at den skal bruge yderligere tid til at vurdere, om strejken er i orden.
Det oplyser Prosa på sin hjemmeside.
CSC's ledelse forsøger at få underkendt strejken, som blandt andet vil ramme Skats IT-systemer.
Men Prosa afviser, at strejken er i strid med den fredsaftale, der gælder frem til juni og friholder den normale drift af IT-systemerne fra at blive berørt af konflikten.
Fra juni har Prosa varslet stor-strejke for yderligere 400 ansatte.
Begge strejker er et forsøg på at presse CSC tilbage til forhandlingerne om en ny overenskomst.
CSC's ledelse har krævet massiv lønnedgang og afskaffelse af en såkaldt tryghedsaftale.
Det har de ansatte afvist, og det har fået CSC's ledelse til at lockoute og hjemsende 120 ansatte.
Ifølge CSC skal 600 danske medarbejdere inden for det næste år fjernes fra lønningslisten.