Efter flere dages overenskomststridig strejke hos it-giganten CSC valgte ledelsen i dag at skære igennem og fyre en tillidsmand og to ansatte.
To ansatte blev fyret, efter de sammen med en række kollegaer har nedlagt arbejdet. Det skete i protest mod, at de er blevet tvunget til at oplære de vikarer, der skal overtage deres arbejde under en strejke.
Samtidig har CSC-ledelsen valgt at fyre en tillidsrepræsentant, der har været sygemeldt, oplyser PROSA. Det er i direkte strid med overenskomsten, mener PROSA, der nu fører sagen mod CSC-ledelsen i det arbejdsretlige system.
"Det er helt uantageligt. Han har ikke været med i konflikten og været syg, siden det hele startede. Der er ikke skyggen af grund til at fyre ham," siger Hanne Lykke Jespersen, næstformand i PROSA.
"Psykiske arbejdsmiljø uudholdeligt"
15 ansatte har strejket i sidste uge, hvilket forsinkede statsansattes løn samt Skats ind- og udbetalinger, hvilket fik Skatteministeriet til at true med sagsanlæg mod CSC.
De strejkende fra "kundegrupperne" udsendte i går en meddelelse til ledelsen i CSC:
"Vi oplever, at ledelsen de sidste par uger ved hjælp af deres magt og handlinger har gjort det psykiske arbejdsmiljø uudholdeligt. Vi er hver især nødt til at sige fra og prioritere vores helbred," udtaler de i en meddelelse og opfordrer ledelsen til at trække vikarerne tilbage.
Det har ledelsen ikke gjort. I stedet blev de første to ansatte altså fyret sammen med en tillidsmand.
Flere end 50 vikarer fra Danmark, Litauen og England arbejder lige nu i CSC i Danmark hvor de fra 1. juni skal overtage strejkeramt arbejde, oplyser PROSA.
De ansatte i kundegrupperne har været tvunget til at oplære de vikarer, der skal overtage deres arbejde. Og de ansatte blev hver uge bedømt med karakterer for deres samarbejde med de vikarer, som skal udføre det konfliktramte arbejde.
Fik de dårlige karakterer af vikaren, vankede der sanktioner - i værste fald fyring - har beskeden fra ledelsen været.
PROSA har gentagne gange opfordret gruppen af ansatte til at genoptage arbejdet.
Ledelsen i CSC har i opsigelsen indskærpet, at de ansattes loyalitetsforpligtigelse overfor CSC fortsat består”. Men meddeler også, at lønnen er stoppet øjeblikkeligt.
CSC: Fyringer er selvforskyldt
Avisen.dk har forgæves forsøgt at få en kommentar fra CSC, men til Berlingske.dk siger direktør Lene Christensen:
”Det er trist, at vi nu skal sige farvel til disse medarbejdere. Faktum er dog, at medarbejderne har forbrudt sig mod deres kontraktuelle forpligtelser, og uanset at vi gentagne gange har givet dem muligheden for at komme tilbage på arbejdet, har de ikke efterkommet de pålæg, som vi sammen med PROSA har givet dem, og som Arbejdsretten tillige har tiltrådt. De har dermed selv bragt sig i en situation, hvor ansættelsen måtte ophøre.”
Lene Christensen håber dog, at det trods afskedigelserne stadig vil være muligt at finde en forhandlingsløsning på problemerne.
”Jeg vil gerne understrege, at vi fortsat håber på en forhandlingsløsning om fornyelse af vores overenskomstgrundlag med Prosa. Vi forventer, at forhandlingerne med Prosa forsætter snarest,” siger Lene Christensen.
Overenskomstkonflikten mellem it-forbundet PROSA og it-virksomheden CSC kulminerer 1. juni. Her kan op mod 400 CSC-ansatte strejke, da PROSA har opsagt fredsaftalen.
Det sker, fordi it-giganten CSC har lockoutet 120 ansatte. Vikarer fra ind- og udland er nu hyret til at overtage konfliktramt arbejde fra 1. juni.