Konflikten på it-virksomheden CSC fortsætter.
Medlemmerne på CSC har sagt nej til forligsmandens mæglingsforslag med stemmerne 329 imod og 284 for. Stemmedeltagelsen var på 90 procent.
Baggrunden for nej'et er, at medlemmer ikke er tilfredse med de meget voldsomme forringelser af deres overenskomst, som forslaget indeholdt.
Det siger næstformand i Prosa, Hanne Lykke Jespersen.
"For det første er der taget udgangspunkt i en hel anden overenskomst end den, som de har arbejdet for i 40 år, og så er der en masse konkrete ting, som gør, at medlemmerne siger. Det er simpelthen for dårligt. Det kan vi ikke sige ja til," siger hun til Newspaq.
Det drejer sig bl.a. om tryghedsaftalen, der er stærkt forringet. Strejkeretten er svækket, arbejdstiden er øget, og at de ansattes løn vil ikke blive reguleret de næste tre år.
Medlemmernes nej vil give store problemer for bl.a. Skat, der allerede i dag er mærket af den langvarige konflikt.
"Det er store samfundsmæssige områder, der bliver ramt. Det er Politi, Skat og hele cpr-systemet, som der er mange andre funktioner i samfundet, der er afhængige af. Når ting går ned, vil de ikke komme op igen," siger Hanne Lykke Jespersen
Konflikten på CSC har nu varet i mere end fire måneder.
Flere hundrede konfliktramte tager hver dag opstilling ved hovedkvarteret i Valby for at forhindre danske og udenlandske 'skruebrækkere' i at komme ind og varetage konfliktramt arbejde.