Striden mellem fagforbundet Prosa og it-virksomheden CSC har taget en ny drejning.
Nu har Prosa politianmeldt CSC for identitetstyveri.
Det sker, fordi CSC har bortvist en række medarbejdere som følge af en langvarig lønstrid. Alligevel bruger de fortsat de bortvistes identiteter for at kunne fortsætte driften af it-systemer for kunder som eksempelvis Politiet og Skat.
Det er "dybt betænkeligt", lyder reaktionen fra it-forbundet Prosa.
Medarbejdere, der arbejder med følsomme oplysninger, skal nemlig sikkerhedsgodkendes af politiet.
Alligevel tiltvinger CSC sig adgang til bortviste medarbejderes digitale ID, nulstiller password og lader andre indhyrede medarbejdere benytte samme ID, lyder det fra Prosa.
"Ikke nok med, at CSC har tiltvunget sig adgang til sikkerhedsclearede og bortviste medarbejderes digitale identiteter, vi frygter også, at oplysningerne nu vil kunne blive anvendt af CSC til at få ikke-sikkerhedsgodkendte afløsere til at udføre arbejdet," siger Prosas formand Niels Bertelsen.
Ifølge Prosa kender CSC godt til problemet.
"Vores medlemmer har gjort opmærksom på noget, som umiddelbart ligner ulovligheder, over for CSCs ledelse, uden at det har haft effekt. Desuden ved vi, at der foreligger logudskrifter, der dokumenterer, at flere af de bortviste medlemmers bruger-ID har været aktive flere dage efter bortvisningen," siger Niels Bertelsen.