Den 23-årige portugiser var stærkt medvirkende til, at Manchester United både vandt det engelske mesterskab og Champions League og bliver nu hædret for sin flotte sæson med Ballon d'Or - Den Gyldne Bold.
Prisen er blevet uddelt af France Football siden 1956. Magasinet nominerer 50 spillere, som 96 sportsjournalister fra hele verden så stemmer på. Hver journalist giver mellem et og fem point til de fem spillere, som han eller hun finder mest egnet til titlen.
I alt gav det 446 point til Ronaldo. Argentineren Lionel Messi blev nummer to med 281 point, mens Liverpools Fernando Torres tog tredjepladsen med 179 point.
Cristiano Ronaldo er den fjerde United-spiller, der vinder Den Gyldne Bold. Sidste United-vinder var legendariske George Best i 1968.
Allan Simonsen er den eneste dansker, der har vundet titlen. Det var i 1977.