I dag står EU's kommende miljøkommisær, Connie Hedegaard, ret for parlamentets medlemmer. Parlamentet har nemlig ret til at udspørge alle kommende kommissærer om deres holdninger til dette og hint, og i dag er turen kommet til den danske repræsentant i Kommissionen.
Spørgerunden varer i tre stive timer, og Europa-Parlamentet lægger ikke fingrene imellem, når de afkræver de indstillede kommissærer svar på tiltale.
Connie Hedegaard har da også forberedt sig på at blive konfronteret med det voldsomt kritiserede resultat på klimatopmødet i København. Og så skal den danske kandidat til Kommissionen også redegøre for, om hun er for eller i mod atomkraft.
Flere af de nye kommissærer er allerede blevet afhørt de seneste dage.
Høringerne finder sted, så Europa-Parlamentet kan beslutte om de nye Kommissions medlemmer kan godkendes.
Netop mens danske Connie Hedegaard står skoleret for et udvalg af parlamentet, står også den kommende landbrugskommissær, rumænske Dacian Ciolos, skoleret for et andet udvalg af parlamentet.
Den endelig afstemning om Barrosos samlede Kommission er planlagt til at finde sted 26. januar.