Det fattige afrikanske land DR Congo sender nu 2,5 millioner dollars - knap 13 millioner danske kroner - i nødhjælp til det katastroferamte land Haiti.
Men det generøse tilbud møder hård kritik inden for DR Congos egne grænser.
Det centralafrikanske land er nemlig afhængig af udenlandske donorer, og offentligt ansatte må tit kigge langt efter lønudbetalingerne. Og efter mange års konflikt, som stadig raser i den østlige del af landet, lever millioner af congolesere i ekstrem fattigdom.
Men ifølge informationsminister Lambert Mende vil DR Congo blot bidrage med, hvad det formår.
"Congo er ikke på fallittens rand. Vores egne problemer bør ikke forhindre os i at hjælpe et broderland," siger Lambert Mebde til BBC.
Og det overrasker ikke politolog Ntanda Nkere fra University of Kinshasa:
"Det kan virke som en selvmodsigelse, at et land, der står over for alvorlige økonomiske problemer, giver 2,5 millioner dollars væk. Men samtidig er det en fuldstændig diplomatisk reaktion. Den congolesiske regering vil gerne fremstå som en hvilken som helst anden regering," forklarer hun.
Også Senegal har været fremme med et tilbud om hjælp til den nødelidende befolkning i Haiti.
I søndags lovede præsident Abdoulaye Wade gratis jord til alle haitianere, der ønskede "at vende hjem" til Afrika. Mange af Haitis indbyggere er oprindeligt efterkommere af slaver fra det afrikanske kontinent. På samme vis åbner DR Congo nu også grænserne for eventuelle flygtninge fra Haiti.