Clara på 15 måneder ryster af sult. Ude i køleskabet ligger hendes to madpakker – en til om formiddagen og en til om eftermiddagen.
De burde for længst være spist, men det er de ikke. For pædagogerne har glemt at give dem til Clara.
Torsdag den 13. september 2007 får hun derfor hverken mad eller drikke, fra hun bliver afleveret klokken 08.15 i institutionen Børnesnak i Århus, til hun bliver hentet klokken 15.30.
Men det bemærker pædagogerne ikke. Det gør Claras mor til gengæld.
»Da jeg kommer for at hente Clara, får jeg blot at vide, at hun lige er vågnet og derfor ikke har nået at få sin eftermiddagsmad,« fortæller Anna-Marie Jensen.
Hun sætter sig derfor ud på legepladsen for at give Clara lidt at spise.
Da Anna-Marie Jensen tager madkassen med eftermiddagsmad frem, undrer hun sig. For Clara peger og peger på den. Hun plejer at være utålmodig og hundse med sin mor, når hun er sulten. Nu er hun bare mat og tavs og insisterende med sin pegefinger.
»Så lægger jeg mærke til, at hun ryster over det hele,« siger Anna-Marie Jensen.
Anna-Marie Jensen rækker hurtigt Clara noget mad. Hun hugger maden i sig. Glemt er de sædvanlige favoritter i madkassen. Rugbrødsmadderne kastes ned. Så opdager Anna-Marie Jensen, at også madkassen med formiddagsmaden er uåbnet. På 10 minutter er maden i begge madkasser væk.
Undskyld
Anna-Marie Jensen gør pædagogerne opmærksomme på, at Clara ikke har fået noget at spise hele dagen. Først er de sikre på, at det har hun. Men da de tænker nærmere efter, går det op for dem, at Anna-Marie Jensen har ret.
»Jeg var så vred, så rasende, at jeg næsten ingenting kunne sige,« siger Anna-Marie Jensen. Hun synes, at det er forrykt, at det overhovedet kan lade sig gøre.
Pædagogerne har sagt undskyld. Siden er det blevet til samtaler med pædagogen på Claras stue, med lederen i institutionen og en klage til Århus Kommune.
Anna-Marie Jensen og hendes mand har overvejet at flytte Clara og deres to andre børn, til en anden institution.
»Men hvor skal vi flytte dem hen? Når jeg snakker med andre forældre, kan jeg jo høre, at det er lige så elendige forhold andre steder, som det er her,« siger hun.
8.15
Clara på 15 måneder bliver afleveret i vuggestuen.
10.00-10.30
Clara bliver lagt til at sove.
11.00
De andre børn spiser madpakker.
12.00
Clara vågner og burde nu få mad. Men pædagogen på hendes stue går til
pause, og en vikar og en pædagog fra en anden stue, som skal passe
hende imens, giver hende hverken mad eller drikke. Da pædagogen fra
Claras stue kommer tilbage, går hun fejlagtigt ud fra, at Clara har
fået mad, mens hun har været til pause.
13.30-14.00
Clara bliver igen lagt til at sove.
14.00
De andre børn spiser madpakker.
15.30
Clara bliver hentet af sin mor. Hun ryster over hele kroppen af sult.