Chefer bruger et kodesprog, der afslører dine svagheder i det, der ligner en positiv skriftlig anbefaling. Sådan afkoder du det.
Søndag den 20. december 2009, 06:00
Er du ifølge en skriftlig anbefaling fra en tidligere chef ihærdig, grundig, venlig, kreativ, smilende og vellidt? Ja, sikkert nok.
Men få armene ned. For hvis du tror, at du med en skamrosende skriftlig anbefaling har et godt papir på hånden til din fremtidige jobsøgning, kan du meget vel tage grundigt fejl.
Læs: Afslører din chef dig i anbefalingen?
”Står der i anbefalingen eksempelvis, at du er grundig, kan det betyde, at du er langsom og ineffektiv. Både i linjerne og mellem linjerne står der en masse, som de jobsøgende slet ikke er opmærksomme på,” siger Morten Højberg, der er direktør i vikar- og rekrutteringsbureauet Moment.
Læs også hvordan, du skriver en ansøgning, der er så elendig, at du med sikkerhed ikke bliver inviteret til en jobsamtale.
Læser med kritisk blik
Han fortæller, at rekrutteringsbureauer og HR-chefer læser skriftlige anbefalinger på samme måde, som dygtige investorer læser regnskaber og revisorerklæringer – nemlig med et særdeles kritisk blik.
"Mange kandidater tror, at vi læser de mange positive ord bogstaveligt. De tager fejl," fastslår Morten Højberg.
Det bekræfter direktør Lis Sørensen fra HR-virksomheden 'Personaleafdelingen'.
"Mange kandidater er ovenud begejstrede for de skriftlige anbefalinger. Det behøver de ikke nødvendigvis at være, for vi læser dem med stor skepsis," siger hun.
Ikke dokumentation
"Den skriftlige reference er ikke på nogen måde dokumentation," supplerer Christian Kurt Nielsen, der er administrerende direktør for Mercuri Urval.
"Vi analyserer hvert et ord og formulering og ringer op til cheferne for med en række dybdegående spørgsmål at få opklaret, om en "kreativ" medarbejder i virkeligheden betyder, at vedkommende er en sjusket lynkineser," fortæller Morten Højberg.
Avisen.dk har i samarbejde med Morten Højberg lavet en lille parlør, som kan hjælpe dig til at afkode hvilke positive vendinger i anbefalingen, der kan (læs: kan) være dig til ulempe.
Læs den her.