Så er der skidt nyt til indbrudstyve. For ny opfindelse gør stjålet elektronisk udstyr ubrugeligt. Chippen ved navn Powerstop svejses ind i eksempelvis computeren, og derefter fungerer apparatet kun sammen med et unikt elektronisk kredsløb, der installeres hjemme eller på jobbet.
Fjerner man computeren fra kredsløbet, virker den ikke længere. Power Secure fra Kerteminde står bag den lille chip, og selvom Powerstop først lige er gået i salg, har den fået meget opmærksomhed.
Øget interesse på sikring
»Vi har allerede fået meget respons. For det her kan jo betyde, at det ikke længere bliver attraktivt at stjæle elektronisk udstyr, « siger Johnny Jensen, der er direktør i firmaet Power Secure og manden bag opfindelsen.
Det er ikke kun Power Secure, der mærker stor interesse for tyverisikringer.
Messen Sikring og Sikkerhed blev sidste uge afholdt i Odense Congress Center og Michael Helm, der er ansvarlig for messen, kunne også mærke en øget interesse for tyverisikringer blandt de 3.200 besøgende i år.
»Der er kommet meget mere fokus på sikkerhed. Eksempelvis tyveriet af Guldhornene har skabt øget interesse, og overvågningskameraer var meget populære i år. Det her er bestemt en opadgående tendens,« siger han.