Syge skal tale med en ekstern healthcareleverandør i stedet for chefen, når de møder op til den obligatoriske sygefraværssamtale.
Det mener akademikernes forbund Djøf, efter at en undersøgelse blandt forbundets medlemmer viser, at hver fjerde, der har været til sygefraværssamtale, siger, at samtalen har bidraget negativt til at få dem tilbage i job.
SF har foreslået, at syge skal have ret til at tage sin tillidsmand eller én fra fagforeningen med til den lovpligtige sygefraværssamtale.
Men det forslag dur ikke, mener Djøf. Som offentligt ansat har man nemlig allerede i dag ret til at tage sin tillidsrepræsentant med til sådan et møde.
"Hvis du er privatansat, har du tit ikke en tillidsrepræsentant, og så er du lige vidt. Vi foreslår i stedet, at virksomhederne allierer sig med en ekstern healthcareleverandør eller som et minimum har én i organisationen med speciale i psykisk arbejdsmiljø, som sygemeldte kan tale med i stedet for chefen," siger formand for overenskomstansatte i Djøf, Lars Qvistgaard.
Han understreger dog, at det ikke løser hele problemet. For alene udsigten til at skulle krænge sjælen ud efter få ugers sygdom kan stadig være nok til at slå en stressramt helt af pinden.
"Derfor er det så vigtigt, at vi får andre regler for mennesker, der er sygemeldt på grund af noget psykisk relateret," siger Lars Qvistgaard.
Danske leverandører af sundhedsydelser vil gerne påtage sig opgaven.
Sådan lyder meldingen fra DK Healthcare, der bl.a. tilbyder virksomheder massage, zoneterapi og fysioterapi samt udarbejdelse af arbejdspladsvurderinger (APV).
"Det kunne være en spændende opgave. Det drejer sig bare om at entrere med de rigtige personer f.eks. HR-folk eller sygeplejersker. Vi har i forvejen samarbejde med mange faggrupper bl.a. ergoterapeuter og fysioterapeuter," siger direktør i DK Healthcare, Flemming Jørgensen.
Charlotte Vester, underdirektør i Dansk Erhverv, vil ikke udelukke, at eksterne virksomheder som healthcareleverandører kan stå for sygefraværssamtalen.
Men i nogle situationer vil det kræve en del forarbejde, understreger hun.
"Man skal tænke på, at samtalen har til formål at bringe den syge så hurtigt tilbage som helbredet tillader. Det kræver et indgående kendskab til driften og arbejdsopgaverne i virksomheden f.eks. at kunne foreslå, at den syge kan starte på deltid, arbejde hjemmefra eller måske midlertidigt skifte til en anden afdeling," siger hun.
Charlotte Vester peger derfor også på en anden mulighed, nemlig at en anden i virksomheden tager samtalen, hvis der er tale om stress, som er udløst af chefen.
"Så er det selvfølgelig ikke chefen, der skal tage samtalen. Så kan man finde en anden person i virksomheden eventuelt HR-chefen," siger Charlotte Vester.