Præsident Hugo Chavez vil regere i Venezuela resten af sit liv og gøre landet til en socialistisk stat.
Men en folkeafstemning spænder ben for denne ambition. Befolkningen i Venezuela har stemt nej ved en folkeafstemning, der skulle ændre landets forfatning og give præsidenten mere magt.
Ifølge nyhedsbureauet Reuters har 51 procent stemt nej til en forfatningsændring, mens 49 procent har stemt ja.
Forfatningsændringen skulle give Chavez lov til at genopstille som præsident for altid, han ville få mere magt over landets udenlandske pengereserver, udpege loyale støtter over folkevalgte og censurere medierne, hvis han erklærer en nødsituation.
Hugo Chavez har blandt andet lagt sig ud med den største aftager af landets olie, USA, ved at rejse rundt i de sydamerikanske lande for at samle støtte mod den amerikanske præsident Bush, og han har kaldt modstandere af den socialistiske dagsorden for brikker i Bush s spil .