Terrorangrebet i Barcelona, hvor en varebil blev brugt til at meje en større gruppe fodgængere ned, får nu bekymrede danske chauffører til at henvende sig til deres fagforening. Chaufførerne frygter at skulle stå ansigt til ansigt med en terrorist, der vil bruge deres køretøj som uhyggeligt våben.
Dét fortæller John Pedersen, faglig sekretær i 3F Kastrup.
- Medlemmerne ringer og siger: I er nødt til at sætte fokus på det her. Skal man frygte hver eneste dag, man går på arbejde? Når der sker et angreb som nu i Barcelona, er det noget, der optager chaufførerne, siger John Pedersen.
Kan få fatale følger
I kølvandet på de seneste terrorangreb er det blevet indskærpet over for danske chauffører, at de skal huske at slukke og låse deres køretøj, når de forlader det. Chaufførerne advares om, at det kan få fatale følger at efterlade deres bil ulåst med motoren i gang.
I Stockholm stjal en 39-årig mand i foråret en lastbil, mens bilens chauffør et kort øjeblik var inde på en restaurant for at aflevere varer. Gerningsmanden nåede at dræbe 5 mennesker og såre 14.
I København har chauffører, der efterlader deres skraldebiler ulåste og med kørende motor, mens de henter spande ud til tømning, fået bøder af politiet.
Ifølge 3F Kastrup er bøde-strategien imidlertid en overreaktion. Fagforeningen har skrevet til Københavns Politi og opfordret til, at chauffører, vognmænd og politi i fællesskab finder en teknisk løsning, der kan forebygge terrorhandlinger.
Det ærgrer John Pedersen, at politiet endnu ikke har reageret på henvendelsen.
- Politiet tager stadig stikprøver, og det kan koste en bøde på 1.500 kroner, hvis chaufføren går fra bilen, og døren ikke er låst, siger John Pedersen og pointerer, at det kan være 350 gange, at chaufføren skal ud af bilen i løbet af en arbejdsdag.
- Vi er optaget af sikkerhed, men vil gerne finde løsninger, der fjerner fokus fra den enkelte chauffør. For eksempel et system, hvor en kørselsleder fra centralt hold kan bringe en bil til standsning, pointerer 3F'eren.
Ny teknik kan forhindre terror
I transportbranchens organisationer arbejder man på løsninger, der kan forhindre terrorangreb herhjemme. Danske Vognmænd ser for eksempel muligheder i en nyudviklet teknisk anordning, som skal forhindre en mulig terrorist i at stjæle en lastbil.
Anordningen er udviklet til at nedbringe bilens fart eller få den til at standse helt, hvis nogen, der ikke er berettiget til at køre bilen, sætter sig bag rattet.
Underdirektør Frank Davidsen oplever, at terrortruslen er et samtaleemne i virksomhederne i øjeblikket.
- Det er altid bekymrende, når der sker noget, som det vi nu så i Barcelona, siger han og understreger vigtigheden af at hele tiden bruge sin 'sunde fornuft'.
Organisationen opfordrer chauffører til altid at tage nøglerne med til bilen, når de forlader den. Og til at fortælle politiet, hvis de observerer 'unormale' forhold på deres vante ruter.
"Må ikke blive kuet"
Også organisationen Danske Fragtmænd ser på terrortruslen med stor alvor. Når chaufførerne får besked på aldrig at gå fra en ulåst bil, er det en besked, der bliver efterlevet, fortæller Peter C. Jepsen, direktør for HR og kommunikation.
Terrorangrebet i Barcelona, hvor en varebil blev brugt som våben, giver anledning til ekstra bekymring, mener han.
- Når man kan bruge en varebil til en terrorhandling, er det en stor kreds, der skal være opmærksomme. Håndværkerbiler og servicebiler kan nu også bruges. Vi skal gøre det så besværligt for terroristerne som muligt, og som befolkning må vi ikke blive kuet, siger Peter C. Jepsen.