For de fleste århusianere er Ceres indbegrebet af Århus. Men nu er det slut. Bryggeriet Royal Unibrew har besluttet at standse produktionen af øl fra Ceres i Århus.
Det erfarer Avisen.dk.
Royal Unibrew har indkaldt til pressemøde senere på dagen, men i en pressemeddelelse på selskabets hjemmeside siger administrerende direktør Poul Møller, at man overvejer at flytte produktionen fra Århus til Odense og Faxe inden årets udgang, og at det vil give en gevinst på 30 millioner kroner om året.
Dertil kommer, at et salg af Ceres-grunden i hjertet af Arhus vil kunne indbringe selskabet mellem 600 og 900 millioner kroner.
- For
at styrke Royal Unibrews fremtidige indtjeningspotentiale er det
naturligt at overveje en samling af koncernens bryggerier til færre og
større enheder. En mulighed er flytning af produktionen i Århus. Den
løsning vil beklageligvis kunne medføre opsigelse af ca. 130 kolleger i
Århus, men vil til gengæld nedbringe vores samlede omkostninger.
Samtidigt vil vi få en mere optimal produktionsstruktur i Danmark og
opnå en betydelig forbedring af koncernens resultat, siger Poul Møller i pressemeddelelsen.
Århus er stadig Ceres-by
Han understreger samtidig, at ølmærket Ceres ikke forsvinder, ligesom Ceres langtfra siger farvl til Århus, hvor man blandt andet er at finde på brystet af spillerne hos byens fodboldflagskib, AGF.
Salg, marketing, indkøb, logistik og andre centrale funktioner vil stadig blive håndteret fra Århus, som på den måde kan se frem til at beholde 60 arbejdspladser.
Poul Møller oplyser samtidig at Thor-mærket og salgskontoret i Randers ikke vil blive berørt af sammenlægningerne.
Mens flytningen vil betyde færre arbejdspladser i Århus, kan man i både Odense og Faxe glæde sig over udsigten til flere arbejdspladser på Royal Unibrews bryggerier i de to byer.