Det største danske tennistalent i mands minde, Caroline Wozniacki, vandt i dag karrierens ottende WTA-turnering og kan føje endnu en stor triumf til sit imponerende CV.
Ligeledes kan hun også se frem til 37.000 US dollars på sin bankkonto for sin sejr, svarende til lidt over 200.000 danske kroner.
Det er nemlig præmien for finalesejren mod russiske Anna Chakvetadze ved WTA-turneringen i Farum. Kampen varede halvanden time, så det er ikke en helt skidt timeløn for den 20-årige.
Caroline har i kvart- og semifinalen haft problemer, men hun vandt dagens kamp i to sæt: 6-2, 7-6. Det var tennisspil af høj klasse til stor glæde for de mange jublende tilskuere. Spændingen blev forløst, Caroline måtte helt til tie-break, før hun cementerede sejren med dødsstødet.
200.000 kroner er trods alt en slags penge, og det var også en ovenud glad tennisstjerne, der jublede efter sejren.
"Det er rigtig fedt, jeg er lykkelig over at vinde denne titel. Og så på hjemmebane, så jeg er lykkelig lige nu," sagde en glad Caroline til TV 2 Sporten og fortalte, at hun nok skulle have et glas champagne ovenpå sejren.
"Jeg vil gerne takke mine forældre for altid at bakke mig op. Jeg vil også takke mine venner for at komme og støtte mig i dag. Og tak til publikum. Det har været rigtig fedt at spille foran jer i dag. Jeg håber vi ses til næste år. Jeg kommer i hvert fald," sagde den strålende tennisbabe til TV 2 Sporten.
Den danske tennisstjerne ligger nummer 3 på verdensranglisten, men der er ingen tid til at hvile på laurbærrene. Allerede i dag flyver hun videre til USA for at spille tre opvarmningsturneringer forud for US Open i september.