Det er endnu ikke helt officielt. Men når kvindernes verdensrangliste i tennis offentliggøres på mandag, er det sikkert og vist: Caroline Wozniacki er verdens næstbedste tennisspiller.
Avancementet på verdensranglisten er en realitet efter, at den 19-årige dansker lørdag morgen dansk tid sejrede over sin polske veninde Agnieszka Radwanska i semifinalen ved Indian Wells i USA.
Wozniacki vandt sikkert 6-2, 6-3, men det var ikke uden kamp.
"Vi kender hinanden godt, hinandens styrker og svagheder. Agnieszka er en fighter, hun giver ikke op, så jeg vidste, at jeg skulle kæmpe til den sidste bold," siger Wozniacki ifølge eb.dk.
Danskeren var da også tilfreds med sin indsats.
"Jeg spillede en god kamp. Jeg forsøgte at være aggressiv, og der er en skarp linje mellem at spille over-aggressiv eller være for passiv. Men jeg ramte rigtigt," lyder det fra tennisdronningen.
De to veninder havde inden kampen aftalt, at vinderen skulle give en middag. En regning som Miss Sunshine altså nu kommer til at betale.
Om hun indgår samme aftale med sin finalemodstander, serberen Jelena Jankovic, er endnu uvist.
Men de to mødes i hvert fald i finalen i Indian Wells søndag aften, efter Jankovic slog australieren Samantha Stosur 6-2, 6-4.
Caroline Wozniacki har spillet mod Jankovic tre gange tidligere og har endnu sin første sejr til gode.