Arbejdsnedlæggelsen på Carlsberg i Fredericia kan komme til at koste de strejkende dyrt.
"Når vi kommer tilbage igen, så bliver det med færre medarbejdere," siger Jens Bekke, kommunikationsdirektør for Carlsberg i Nordeuropa, til Newspaq.
Dermed slår han fast, at der helt sikkert bliver tale om fyringer blandt de strejkende. Han vil ikke oplyse hvor mange stillinger, der skal nedlægges. Men de kommer inden længe, varsler han.
De 550 bryggeriarbejdere har nedlagt arbejdet i over en uge, og i forbindelse med strejken er produktionen til bl.a. Norge og Sverige, der normalt bliver brygget i Fredericia, flyttet til Carlsberg-bryggerier i andre lande.
"Vi kan jo ikke lade det gå ud over vores kunder i andre lande, at vi ikke kan få det til at fungere i Fredericia. Så jo mindre, vi skal lave, jo færre skal vi bruge. Det betyder helt sikkert fyresedler," siger Jens Bekke.
"Samtidig kan vi se, at vores konkurrencer går til vaflerne. Jeg har set en af vores konkurrenter sige, at de har øget deres salg med 20 procent den sidste uge," lyder det fra Carlsbergs kommunikationsdirektør.
Bryggeriarbejderne har nedlagt arbejdet i protest over, at der ikke er udsigt til en lønforhøjelse, selvom Carlsberg kan præstere et overskud.
De strejkende genoptager tidligst arbejdet på mandag.