Carlsberg-bryggeriet i Fredericia står tirsdag helt stille.
500 ansatte i produktions- og lageransatte samt håndværkere er nemlig gået hjem i protest mod udviklingen i de lokale lønforhandlinger.
Ledelsen har tidligere dikteret nul-lønstigninger og krævet arbejdsomlægninger.
"Vi har fortalt medarbejderne, hvad ledelsen har tilbudt os af lokale lønforhandlingerne til næste år. Og det er et stort rundt nul. Til næste år skal vi køre videre med samme arbejdstider og altså uden stigninger i lønnen på trods af, at Carlsberg har haft et kanonregnskab," siger tillidsrepræsentant Hans Andersen til Nyhedsbureauet Newspaq.
I ledelsens udspil er der heller ikke lagt op til, at medarbejdernes grundløn stiger i forhold til inflation.
"Vi får ikke en krone. Det vil sige, at den inflation der er, der er vores reallønsnedgang i år," siger Hans Andersen.
Strejken omfatter ikke transportmedarbejderne i Carlsberg. Det betyder, at der i dag bliver kørt øl ud fra terminalerne i Taastrup, Holstebro og Aalborg.
I dag bliver der udelukkende masseproduceret øl i Danmark fra bryggeriet i Fredericia efter lukningen af faciliteterne i Valby.