Detailhandlen undrer sig over, at videooptagelser af røvere ikke må lægges på kriminalitets-database.
Mandag den 8. februar 2010, 15:56
Det er nemmere at genkende en røver, hvis man har set en videooptagelse af ham, end hvis man bare får af vide, at han er 180 cm høj, almindelig af bygning og mørkhåret.
Det er baggrunden for, at Dansk Erhverv vil have lov at lægge videooptagelser på en ny intern røveridatabase, kaldet Crimestat, der gik i luften den 29. januar i år.
Databasen, der kan bruges af Dansk Erhvervs medlemmer, skal blandt andet advare imod østeuropæiske røverbander, som bevæger sig fra by til by og sætte en stopper for det stigende antal røverier mod supermarkeder og butikker.
Men ind til videre må butikkerne ikke lægge videoptagelser af røverne ud på den interne kriminalitets-database, og det vækker forundring.
"Det er uheldigt, at vi ikke kan advare mod personer, der begår røverier, fordi vi ikke må lægge videooptagelser på Crimestat. Men det forhindrer den danske registerlovgivning," siger direktør Lars Alexander Borke fra Dansk Erhverv til Newspaq.
Han nævner som eksempel en guldsmed fra Roskilde, der har videooptagelser af en person, der løber ind i butikken og tager et ur til 30.000 kroner.
"Vi vil ikke foregribe politiets efterforskning eller hænge folk ud på nettet. Vi lægger det ud i et lukket system, og kun i de tilfælde, hvor der er et klart bevis for, at der er begået et røveri eller tyveri," siger Lars Alexander Borke.
Dansk Erhverv nævner England og Sverige som lande, hvor man med succes har tilladt butikker at lægge videoptagelser af røvere og tyve ud.
Den 24. februar mødes Dansk Erhverv med den samlede detailhandel og repræsentanter fra svensk og dansk politi for at diskutere sagen.
Venstres retsordfører Kim Andersen (V) har tidligere afvist ønsket fra Dansk Erhverv med den begrundelse, at ingen skal hænges ud, før de er dømt for en forbrydelse.