George W. Bush er en farlig mand, der snakker »bonderøvssnak« og er dum nok til at sætte en atomkrig i gang. Sådan beskriver debattører på Nyhedsavisens hjemmeside USA s præsident, og de er ikke alene om at frygte Bush.
En meningsmåling foretaget blandt 1.964 danskere af Userneeds for Nyhedsavisen viser, at 36 procent af danskerne mener, at Bush er den største trussel mod verdensfreden. Præsidenter for lande som Nordkorea og Iran, som Bush selv har kaldt slyngelstater , kommer et godt stykke efter.
På Østerbro i København sidder Bushs mand i Danmark, og han er ikke overrasket.
Bush er beregnelig
»Jeg kan forstå, at du ringer for at fortælle mig, hvor upopulær min boss er. Jeg er ked af, at danskerne har den holdning, men jeg tror primært, det skyldes utilfredshed med situationen i Irak,« siger USA s ambassadør i Danmark, James P. Cain, der er vant til at høre kritik:
»Men jeg synes ikke, det er retfærdigt. Bush har gjort mange ting for fred som for eksempel støtte til Afrika og bekæmpelse af sygdomme i den tredje verden, men det får han ikke ros for.«
Forskeren Erik Beukel fra Dansk Institut for Internationale Studier mener, at det er nærmest umuligt at svare på, hvem der truer verdensfreden mest. Men han er tilbøjelig til at give Bushs mand ret i, at USA s præsident næppe er så slem, som danskerne mener.
»Nok har Bush gjort nogle farlige ting, men han er en del af et demokratisk system, som er meget mere gennemsigtigt end nogle af de andre regimer i undersøgelsen. Der er blandt andet nogle demokratiske stopklodser, som holder ham i ave. På den måde er han mere beregnelig end nogle af de andre, og der er faktisk en tendens til at overvurdere hans magt,« siger Erik Beukel.
Religion skræmmer
Til gengæld er Bush mere i medierne end mange andre præsidenter. Og hans religiøsitet og de-gode-mod-de-onde -synspunkter skræmmer mange danskere, mener sociolog Jakob Arnoldi fra Københavns Universitet.
»Hvis der havde været lige så meget mediebevågenhed på Kinas præsident, så havde han sikkert også ligget højere, end han gør,« siger Jakob Arnoldi.
Tilbage på Østerbro taler repræsentanten for danskernes mest frygtede præsident videre om Bushs gode sider.
Men hvis ikke Bush er verdens farligste præsident, hvem er så?
»Enhver præsident, der taler om at rydde et andet land fra landkortet, er efter min mening en trussel mod freden. Og mig bekendt er der kun én præsident, der har gjort det,« siger ambassadør Cain og hentyder til Irans Mahmoud Ahmedinejad, der i en tale ønskede Israel ad Hekkenfeldt til.
1.964 danskere er blevet spurgt, hvilken statsleder de mener, er den største trussel for verdensfreden.
• 36 procent peger på George W. Bush (USA)
• 25 procent peger på Mahmoud Ahmedinejad (Iran)
• 10 procent peger på Kim Jong-il (Nordkorea)
• 3 procent peger på Vladimir Putin (Rusland)
• 2 procent peger på Ehud
Olmert (Israel)
• 1 procent peger på Hu Jin-tao (Kina)
• 18 procent ved ikke, mens 4 procent peger på andre