"Fuck, vi mister patienten," råber en læge da en ung knøs kommer ind på skadestuen med et skudsår i hovedet.
En snarrådig lyshåret sygeplejerske hopper op på patienten i sengen, hvorefter den unge, blonde skønhed river den korte hvide kittel op. Hun præsenterer et par store, nøgne bryster, som hun klasker omkring ansigtet på patienten.
Manden med skuddet i hovedet vågner på mirakuløs vis op.
Scenen stammer fra en reklamevideo fra Youtube. Der er tale om en såkaldt viral video, godkendt af Dansk Sygeplejeråd, som skal lede interesserede ind på en hjemmeside, som skal aflive nogle af de mange fordomme, der hersker om sygeplejersker.
"Kampagnen virker. Vi har oplevet en markant stigning i interessen for vores fag, og noget af den kommer helt klart fra viral markedsføring," forklarede Anne Granborg, der er administrerende direktør i Dansk Sygeplejeråd i søndags til Søndagsavisen.
Men efter en del kritik af videoen trækker man nu i land og kalder videoen "helt over stregen".
"Det er en smutter. Den skulle ikke være godkendt. Vi ønsker slet ikke at sende den slags signaler om vores sygeplejersker," siger Anne Granborg til jp.dk.
Videoen er nu trukket tilbage.