Brok dig ikke til chefen. Du risikerer at stå med en fyreseddel i hånden.
Det er erfaringen i HK, der i 2009 havde 111 sager om uberettigede fyringer - en stigning på 40 procent siden 2008, hvor tallet var 79.
De mange fyringssager vækker vrede i forbundet.
"Arbejdsgiverne benytter krisen i samfundet til at komme af med dem, som de ikke længere ønsker at have ansat. Det kan være nogle, der er lidt besværlige og som har gjort opmærksom på, at der er noget, der hedder pensionsbidrag eller, at der bør gøres noget ved arbejdsmiljøet," siger juridisk konsulent i HK, Jeanette Hahnemann til Newspaq.
I alle de tilfælde, hvor en medarbejder fyres med henvisning til den økonomiske krise, beder HK virksomheden om økonomiske oplysninger.
"Og mange gange viser det sig, at der måske er en nedgang i virksomheden, men at den ikke er så slem som for to år siden og i hvert fald ikke berettiger til en fyring," siger Jeanette Hahnemann.
Udover medarbejdere, der brokker sig, udsættes især fleksjobbere, gravide og seniorer for uberettigede fyringer.
I alle de 111 sager er der tale om ansatte uden overenskomst.
Og det skyldes den såkaldte 50 procent-regel, som betyder, at mindst halvdelen af de ansatte skal være medlem af HK indenfor et bestemt område, for at man som HK-medlem har ret til en overenskomst.
"50 procent reglen betyder, at der er mange af vores medlemmer, der ikke er organiseret," siger Jeanette Hahnemann, der understreger, at HK vil gå videre med samtlige sager i det civilretslige system.
I Dansk Arbejdsgiverforening (DA) kan man ikke genkende billede af, at der skulle være mange chefer, der udnytter krisen til at fyre besværlige medarbejdere.
"Det kan da godt være, at der er en enkelt arbejdsgiver, der i ly af den økonomiske krise skiller sig af med en uønsket medarbejder, men det er bestemt ikke mit indtryk, at det er det generelle billede," siger advokat i DA, Jeanette Justesen, til Newspaq.