Brøndby måtte søndag aften sluge en bitter pille, da det lykkedes for Silkeborg at udligne til 2-2 i kampens allersidste minut.
Christian Holst blev omvendt den helt store helt hos jyderne med sit sene udligningsmål.
Unge Mathias Gehrt blev efter dagens Superligaopgør kåret til 'Man of the match' efter en brandkamp og sit mål til 1-0 for Brøndby efter blot fem minutters spil.
Tyve minutter senere kom Silkeborg på 1-1 ved Kaimar Saag.
Ti minutter inden pausen kom Brøndby igen foran, da Michael Krohn-Dehli var sikkerheden selv på straffespark 2-1.
Forinden var Silkeborgs Martin Ørnskov blevet udvist for at fælde Nikolaj Agger i feltet.
Efter kampen ligger Brøndby stadig på tredjepladsen i Superligaen. Silkeborg er nummer otte.