En uhyggelig sag om sexmisbrug blev i går afsluttet i retten i Århus.
To brødre stod tiltalt for at have sexmisbrugt deres kusine i perioden, mens hun var ni til elleve år. Det skulle have stået på til adskillige børnefødselsdage og familiesammenkomster.
Den ældste fætter, som er seks år ældre end kusinen, blev i går idømt seks måneders betinget fængsel for at have samleje og anden kønslig omgang, mens den yngste fætter slap med tiltale, da han var under 15 år, da sexmisbruget stod på, skriver Århus Stiftstidende.
Sagen kom frem, da pigen efter en familiefødselsdag grædende fortalte moderen om misbruget.
Den ældste fætter erkender at have haft sex med pigen og sagde i retten, at han ikke kunne huske, hvor mange gange, men at han var sikker på, at han stoppede, inden han fyldte 15 år.
"Jeg vidste, det blev ulovligt, når jeg fyldte 15, så jeg stoppede," sagde drengen i retten ifølge avisen.
Drengen skal nu være under opsyn af Kriminalforsorgen og må ikke begå ny kriminalitet i et år. Han skal desuden betale sagens omkostninger og 40.000 kroner plus renter i erstatning til pigen.