Fængsler plejer at være noget, som folk forsøger at bryde ud af. Men i dette tilfælde var det omvendt - fredag forsøgte tre unge mænd nemlig at bryde ind i Horserød Statsfængsel, skriver P4 København.
Det var angiveligt den ene mands trang til at få et påskekys fra sin kæreste, der fik de tre mænd til at bryde ind - de ville nemlig besøge den enes kæreste, der er indsat i Horserød.
Horserød er landets største åbne statsfængsel og ligger ved Helsingør. De tre mænd tog dog det med 'åbent' lidt for bogstaveligt, da de hoppede over hegnet og ind i gården. Allerede her blev den ene dog fanget af fængselspersonalet.
De to andre stak af ud til flugtbilen, men måtte indse, at manden som blev fanget, var ham med bilnøglerne.
Nu er alle tre mænd anholdt og sigtet for husfredskrænkelse - og ender måske med at komme i fængsel ad den vej.