Der bliver ikke nogen fast forbindelse over Kattegat foreløbigt.
Det slår transportminister Carina Christensen (K) fast, efter at ministeriet har fået udarbejdet en rapport om mulighederne for en bro eller tunnel mellem Jylland og Sjælland.
Ifølge rapporten vil en fast forbindelse ganske enkelt være alt for dyr.
Den billigste løsning over Samsø vil således koste 100 mia. kr. i anlægsudgifter. En linieføring syd om Samsø vil koste 116 mia. kr., mens en linieføring over Sjællands Odde til Mols vil koste ca. 137 mia. kr.
Udgifterne til en fast forbindelse over Kattegat svarer således nogenlunde til udgifterne til Storebæltsforbindelsen plus Øresundsforbindelsen og den kommende Femern Bælt forbindelse tilsammen, oplyser Transportministeriet i en pressemeddelelse.
Ikke aktuelt
Rapporten konkluderer, at en rent brugerfinansieret forbindelse efter samme model som Storebæltsforbindelsen og Øresundsforbindelsen kun kan hænge sammen, hvis broen får et statstilskud på 50 mia. kr.
Og det kan der ikke blive tale om, mener Carina Christensen:
- Rapporten konkluderer, at en rent brugerfinansieret forbindelse ikke er mulig med de trafikmængder, der forventes de næste mange år.
- Etablering af en fast forbindelse over Kattegat er derfor ikke aktuel inden for tidshorisonten af regeringens kommende investeringsplan, men kan tages op igen om 15-20 år med udgangspunkt i de trafikale forhold til den tid, siger hun.