Der var rødvin og rejser for godt to millioner kroner. Millionlån uden om byrådet. Og en ubegrundet ekstraregning til byens pensionister.
Farums tidligere borgmester Peter Brixtofte leverede i flere år lammende slag mod byens økonomi for egen vindings skyld. Tirsdag svinger boksebolden imidlertid tilbage, når den tidligere bykonge stiller i Københavns Byret og modtager sin dom.
Op til halvandet års fængsel og en regning på adskillige millioner vinker forude, hvis anklager Flemming Denker får sin vilje.
- Vi går efter, at han skal betale alle sagsomkostningerne, har han tidligere sagt.
Og den regning lyder på mindst en million kroner, når man tæller honorarer fra advokater og undersøgelseskommissioner sammen.
Men der er flere slag i luften. Furesø Kommune har nemlig også bebudet en erstatningssag, hvis Brixtofte dømmes skyldig, ligesom hans advokat, René Offersen, efterhånden har op mod to millioner kroner til gode.
Det kan ende med at koste Brixtofte den økonomiske førlighed - i hvert fald hvis man vælger at tro hans tidligere udsagn om, at han bestemt ikke er rig .
Oven i fængsel og faktura fra Københavns Byret kommer så resultatet af den såkaldte sponsorsag, hvor Brixtofte i begyndelsen af februar fik to års fængsel af Østre Landsret for ulovligt at have kanaliseret penge fra kommunen over til Farum Boldklub.
Den kendelse har han dog kæret til Højesteret, og det forventes han også at gøre med afgørelsen i hovedsagen.
Den kuldsejlede bykonge mener selv, at han er blevet uretfærdigt behandlet i sagen:
- Der har været meget ensidig dækning af denne sag. Når forsvareren siger noget, er der jo ingen journalister, men når anklageren siger noget, er de der i stor stil. Det kan ikke undgå at påvirke. Hvis den her retssag var foregået i Tyskland, var jeg blevet frifundet, for så var jeg blevet dømt af nogen, der ikke havde læst aviserne, fortalte han flere medier, da han forlod Landsretten i sponsorsagen.
Peter Brixtofte er tiltalt sammen med kommunens tidligere kommualdirektør Leif Frimand.
Februar 2002: B.T. bringer de første afsløringer af Peter Brixtofte, blandt andet af hans dyre rødvinsforbrug på kommunens regning.
En uge senere erkender entreprenørfirmaet Skanska at have taget en overpris på ni millioner kroner for en ombygning af Farum Arena. De penge placerede firmaet i et sponsorat af Farum Boldklub.
Maj 2002 Brixtofte bliver smidt ud af Venstres Folketingsgruppe.
Marts 2004 Hovedsagen indledes mod Brixtofte.
Februar 2007: Landsretten dømmer Brixtofte skyldig i mandatsvig i den såkaldte sponsorsag med Skanska. Han får to års fængsel, som han senere anker.
10. april 2007: Dom i hovedsagen.