Britney Spears kom forleden atter i sladderspalterne, da hun pludselig barberede sig pilskaldet. Hos frisøren sagde popprinsessen nej tak til at få sit hår med hjem, og nu ser frisøren sit snit til at hente penge hjem på at bortauktionere lokkerne til højestbydende, skriver E! News.
»Vi har håret her i salonen, og vi tænker på at bort-auktionere det,« siger J. T. Tognozzi, der ejer salonen, hvor Britney Spears fik sin nye »frisure«.
Tognozzi fastslår dog, at indtægterne fra håret ikke skal gå til ham selv men til et godt formål.
Det var ifølge Tognozzi Britney Spears selv, der klippede sit hår af, da frisøren umiddelbart nægtede at udføre klipningen. Spears havde kun et par livvagter med, og de gjorde ikke noget for at stoppe hende.
Tognozzis kone forbarmede sig dog over hende og »udjævnede frisuren,« som hun udtrykker det.
Britney Spears afsluttede aftenen med at få sig et par tatoveringer.
Årsagen til Britneys pludselige, radikale stilændring forlyder der stadig ikke noget om.