Brian Mikkelsen og hans familie var tæt på døden i sommer. Det fortæller han i et åbenhjertigt interview med Ekstra Bladet.
"En sindssyg vanvidsbilist kunne have taget mine døtre fra os. Det er en reminder for mig om, at livet er kort. Og at vi skal nyde hvert sekund," siger han.
Justitsministeren var den 11. juli sent om aftenen på vej hjem ad en mørk landevej ved Hillerød fra en koncert med Britney Spears, da de pludselig ser en bil komme kørende direkte imod dem.
Først tror Brian Mikkelsen, at bilen er i færd med at overhale, men bilen bliver i den modsatte vejbane. I sidste sekund undviger ministeren og kører over i modsatte vejbane.
"Vi snittede nærmest hinanden," siger Brian Mikkelsen, der efterfølgende kører ind til siden og ringer til politiet.
Kort efter hører han et brag. Det viser sig, at bilen er kørt frontalt ind i en anden bil med tre passagerer, hvoraf den ene bliver alvorligt kvæstet.
Det viser sig, at føreren af bilen, en 31-årig mand, er stærkt alkoholpåvirket. Manden, der har en tidligere dom for spritkørsel, har endnu ikke været i retten eller fået anklageskriftet forkyndt, skriver Ekstra Bladet.
Brian Mikkelsen har netop lanceret en trafikpakke mod spritbilister. Et af de konkrete tiltag er alko-låse og en forhøjelse af straffene for at køre med sprit i blodet.