Af Christina Agger
Advokat Hans Boserup sender regninger på titusindvis af kroner til flygtninge for sin hjælp, men i flere tilfælde har han rettens ord for, at han har gjort det stik modsatte af at hjælpe: Han har sagsøgt de forkerte, anlagt sager mod embedsmænd uden god grund og har handlet i strid med sine klienters bedste interesse. Det viser fire domsudskrifter, som Nyhedsavisen er i besiddelse af. I alle fire sager har Hans Boserup sagsøgt embedsmænd fra udlændingemyndighederne, der har haft med flygtningeklienternes sager at gøre. Men den slags personlige søgsmål har Hans Boserup ikke haft nogen grund til at rejse, viser dommene. Retten har afvist alle fire sager. Og det med bemærkninger om, at de pågældende embedsmænd blot har udført deres arbejde, og at Hans Boserup derfor ikke har sagsøgt de rigtige.
Bøde til Boserup
Sagsøgte er ikke rette sagsøgte,« står der for eksempel i en dom fra Retten i Aalborg. Boserup burde med andre ord have sagsøgt myndighederne, som disse enkeltpersoner arbejdede for - hvis han ville sagsøge nogen. Og det burde Boserup have vidst, inden han anlagde sagerne. Om det står der i en dom fra Østre Landsret i 2005:
»Søgsmålet mod (...) findes ubegrundet, hvilket måtte have stået advokat Boserup klart.« Konsekvensen for Hans Boserup var i denne sag en bøde på 5.000 kroner. Og det er ikke den eneste gang, at advokaten har måttet bøde økonomisk for at føre disse sager.
I to domme fra i år står der, at Hans Boserup ved at sagsøge embedsmændene har handlet »pligtstridigt« - imod sine klienters bedste interesse. Derfor er han i begge sager blevet dømt til at betale sagsomkostninger. 27.964 kroner i den ene. I den anden deler han regningen på 29.252 kroner med sin klient. Nyhedsavisen har forgæves forsøgt at få en kommentar til disse oplysninger fra Hans Boserup. Som avisen skrev i går, har Hans Boserup siden 2001 anlagt i alt 208 retssager på vegne af cirka 400 klienter fra Kosovo. 153 retssager er afsluttet. Af disse mange sager har Hans Boserup ikke vundet en eneste.
FAKTA:
Hans Boserups 208 retssager mod myndighederne på vegne af cirka 400 kosovoarer, der har fået afslag på ophold fra myndighederne, har ikke alene kostet yderligere gæld for flygtningene. Retssagerne har indtil videre kostet skatteborgerne 12,5 millioner kroner. Hans Boserup har altså ikke vundet en eneste sag endnu. Spørgsmålet er, hvis interesse advokaten egentlig varetager ved at føre så mange sager. Selv siger han flygtningenes. Men det modbeviser en nylig afsagt dom ved Østre Landsret. Her blev Hans Boserup dømt til at betale sagsomkostninger - og det kan en advokat ifølge retsplejeloven kun, hvis han har handlet pligtstridigt - dvs. imodstrid med klientens bedste interesse.