Borring erstatter Bergvold

Martin Bergvolds skifte til italienske Livorno koster ham pladsen på ligalandsholdet. Morten Olsen har i stedet udtaget OB’s Jonas Borring.

FC Københavns Martin Bergvold er skiftet med øjeblikkelig virkning til italienske Livorno. Derfor har han måtte melde afbud til ligalandsholdets træningstur til Californien, El Salvador og Honduras.

Landstræner Morten Olsen har i stedet udtaget OB’s 22-årige kantspiller, Jonas Borring.

»Vi kender Jonas Borring som en stor, men hurtig fløjspiller hos OB. Vi har set ham både i SAS Ligaen og i OB’s europæiske kampe, så nu bliver det spændende at se, hvordan han kan udnytte sine kompetencer i international sammenhæng hos os,« siger Morten Olsen.

Afbudet er det kun tredje til dette års udgave af Ligalandsholdet, der typisk rammes af en del afbud, fordi nomineringen af truppen ligger forud for åbningen af vinterens transfervindue og holdets afrejse.

I december meldte Ulrik Laursen afbud af private årsager, og han bliver erstattet af Michael Ribers. I går valgte landstræneren at udtage Christian Keller, efter det var kommet frem, at Mikkel Thygesen skrifter til Borussia Mönchengladbach.

Tilmeld dig gratis vores nyhedsbrev for flere nyheder.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.