Af Michael Lund | milu@avisen.dk
Hold jer væk fra foreningerne Dansk Social Hjælp og Børnenes Stemme!
Sådan lyder rådet fra Brønderslev Kommune til folk, der kommer i kontakt med de to foreninger.
Ikke overrasket
Nyhedsavisen erfarer, at socialarbejdere fra den nordjyske kommune flere gange har oplevet at blive truet eller svinet til af foreningernes bagmænd, Britt Bartenbach og Ole Hans Jensen, når de skulle besøge kommunens ældre.
Kommunens borgmester, Mikael Klitgaard (V), lyder da heller ikke forundret, da Nyhedsavisen fortæller ham om tidligere klienters beskyldninger mod foreningerne.
»De er utroværdige«
»Det kommer absolut ikke som en overraskelse for mig, at disse mennesker beskyldes for svindel. De er uprofessionelle, useriøse og utroværdige,« siger han og advarer:
»Folk skal tænke sig godt om og holde sig væk, hvis man får en henvendelse fra foreningerne. De er ganske enkelt ikke gode til at varetage borgernes interesser,« siger Mikael Klitgaard.
Nyhedsavisen erfarer, at kommunen i mindst ét tilfælde har haft mistanke om, at foreningerne har lænset en ældre mand for hans pension. Sagen blev dog aldrig politianmeldt.