En bombe eksploderede i nat i den centrale del af Malmø.
Bomben sprængte lidt i halv to i nat på Lille Torg, hvor der ligger mange restauranter og værtshuse. Flere bygninger blev skadet ved angrebet.
En natportier der lige havde fået fri fra et hotel i nærheden, er kommet til skade i eksplosionen og er nu indlagt på hospitalet med slemme snitsår i ansigtet.
Vagthavende Mats Attin fra Malmø politi fortæller til DR København, at vidner har oplyst, at en person på motorcykel er blevet set placere bomben kort inden, den eksploderede.
"Vidnerne undrede sig over, at en person på motorcykel kom kørende, da vejen er en gågade, og det er et vigtigt spor," siger Mats Attin.
Politiet i Malmø afviser, at der skulle være tale om terror. De tror i stedet for på teorien om, at bomben er placeret på grund af en slags lokal stridighed.
Politiet har efter at have afspærret området ved Lilla Torg åbnet det op igen.
Kilde: Dagen Nyheter