Børnefamilier rammes på pengepungen af regeringens spareplan.
Det står klart efter regeringen netop har fremlagt sin storstilede redningsplan for dansk økonomi.
Sammen med Dansk Folkeparti indfører regeringen nu et loft på børnechecken på 30.000 kroner om året.
Den økonomiske redningsplan kommer især til at ramme børnerige familier. Men også familier med for eksempel tvillinger, der er under to år gamle, vil ramme loftet. Med de nuværende satser skulle den nybagte familie have haft en check på 40.364 kroner om året. De vil nu modtage godt 10.000 kroner mindre om året.
Dermed kom Dansk Folkeparti ikke igennem med sit krav om at indkomstregulere børnechecken og kun betale til de to første børn.
Planen for den økonomiske genopretning skal spare 24 milliarder frem til 2015.