Sang, dans, skrig og skrål. Lydniveauet er højt i de danske børnehaver, men hidtil har man kun troet, at det generede de ansatte.
Men larmen kan også blive for meget for børnene selv.
To ud af tre børn siger selv, at der ofte er for megen larm eller støj i deres børnehave. Det viser en undersøgelse fra Børnemiljø-termometeret ifølge Dagbladenes Bureau.
Heidi Skipper, der er konsulent i Dansk Center for Undervisningsmiljø, som står bag undersøgelsen, er bekymret over tallene:
"Forhåbentlig kan det være med til at sætte fokus på, hvordan man gør noget ved det. For støj kan ikke kun give hovedpine og træthed. Det betyder også, at det kan være svært at koncentrere sig om legen, eller at man bliver så irritabel, at det måske fører til drilleri," siger hun.