Det virker kun naturligt, eller bare en smule rimeligt overfor den avis, der lægger kilobytes til min blog, at mit første indlæg skal handle om aviser. Eller måske snarere medier.

Men her kommer først et af den slags sidespring, som man hverken får en varig sygdom eller dårlig samvittighed af:

Avis?

Det dér med, at en avis er et journalistisk produkt, fremstillet i sværte på papir, det kan man vel roligt kalde fortid? Og det har såmænd ikke noget internettet med dets steppebrand af blogs at gøre. Næh, begrebet "avis" er mere nedslidt end de linoleumsgulve fra 70 erne som stadig beklæder folkeskoler rundt om i landet.

Vi har jo også haft den såkaldte "Tv-avis" i årtier. Og så er der andre aviser.

Som f.eks. Søndagsavisen. Eller Hvidovre lokalavis, Villabyerne og hvad de nu hedder alle sammen. De er egentlig meget gode eksempler på, at begrebet "avis" i dag ikke nødvendigvis har noget med journalistik, nyheder eller oplysning at gøre. Det er simpelthen en gang markedsføring med enkelte passager af tekst, som man hjælpes til at springe over ved at de er klemt ud i venstre spalte eller nederst under en kæmpe reklame for et af disse evindelige mobiltelefonselskaber.

Og ok: hvis nogen stadig fanatisk holder fast i den sidste flig af religiøs tilbedelse af begrebet "avis" så lad mig lige smide det altødelæggende eksempel på bordet: tilbudsavisen! Sådan! Kald det lige journalistik én gang til. Disse aviser er ikke engang lavet i Danmark, men i Indien og mange andre eksotiske steder, hvor eksotiske personer sidder og sætter disse farvestrålende og opsigtsvækkende reklamer op. Formentlig har de ingen anelse om, hvad ordet "leverpostej" betyder, men det er en anden historie. De gør et godt stykke arbejde til meget få penge. Heldigvis, for det er os selv der skal betale for det i butikken.

Men en "avis", det er det godt nok ikke.

Så ordet "avis" er mere udhulet end osten hjemme hos os. Og det er såmænd galt nok allerede.

Jeg foretrækker at tænke på begrebet "medier", for det er dét, der fylder noget i min bevidsthed. Gratisaviser, TV- og radionyheder og Internettets mange nyhedskanaler.

Kamp om sjæle

OK, lidt mere til sagen nu. 

I disse år foregår der en kamp på medieområde. De fleste identificerer nok kampen med den selviscenesatte konkurrence mellem de såkaldte "gratis" aviser (hallo, ingenting i denne verden er faktisk gratis. Så meget har jeg da lært. Det er muligt at nogle islændinge brænder 3-400 millioner kroner af på en avis i Danmark. Men de lægger garanteret en 10 er på de varer jeg køber i Magasin. Eller de køber en gammel, hæderkronet dansk familievirksomhed frokost og får straks tryllet dens kapital om til et sindrigt lånecirkus, der stille og rolig sender guldet tilbage til vulkanøen).

Det er så oplagt en konkurrence om annoncemarkedet. Men det er også en kamp om sjæle. Hvem kan man få i tale med disse medier, og hvem gi r fanden i mediernes budskaber uanset hvor mange millioner, man brænder af?

Med gratisaviserne er det faktisk lykkedes at splitte familier, kollegaer, kærester og trosfæller på det spørgsmål. Hverken Jan Gintberg eller Pia Kærsgaard kan provokere til så meget splittelse som det er lykkedes for disse aggressive bladhuse: at splitte grupper der ellers sætter en ære i at stå sammen mod nærmest hvad som helst.

Jeg kan lige så godt sige det som det er: det er ret svært at være utilsløret tilhænger af gratisaviserne og det er dét, der er problemet.

Gratisaviserne er sådan cirka dér, hvor Netto var 1 år efter åbningen af de første butikker: det var oplagt billigt og interessant, men det var ikke et sted hvor "man" kom! Alligevel fik butikkerne jo en eksplosiv omsætningsfremgang. Så "nogen" handlede der jo nok alligevel.

Sådan var det også med gratisaviserne da de kom frem og det hænger stadig ved.

"Hvad skal jeg med de aviser? De skriver jo alligevel det samme alle sammen?" Eller "Det er bare afskrifter uden journalistisk bearbejdning". Eller endnu sjovere "Jeg har kun brug for én avis!". "Og tænk sig, så er de GRATIS! Vi skal i hvert fald ikke have den slags inden for dørene!".

Danmark er, når det kommer til stykket, faktisk ret snobbet.

Undskyldningerne er rigtig mange. Undskyldningerne for, at man ikke gider orientere sig i nye medieprodukter. Eller frygten for at finde ud af, at dagligdagens vilkår pludselig har forandret sig.

"Gratisaviser, nej tak", blev nok en af de mest efterspurgte stickers i 2006, men når nu folk var ved det, ville det nok have været lige så praktisk og forudseende at bestille en "forandring, nej tak" sticker. For gratisaviserne er stensikkert ikke det sidste nye, der kommer til at ske for 2. tv. i Danmarksgade. 

AnonymeAfhængigeMedieForbrugere (AAMF)

Har vi brug for en forening med dette navn? I så fald melder jeg mig gerne ind. Til tider kunne jeg i hvert fald godt have brug for den her rundkredssamtale, hvor jeg kan bryde grædende sammen og tilstå, at ja, jeg LÆSER disse gratis medier. Faktisk hver dag. Og nogen dage FLERE gange om dagen. De er med på vej til arbejde. De er med på arbejde. Til frokosten. Om aftenen og ja, på internettet frister de såmænd også.

Så vil en rar, men bestemt dame med knold i nakken, tale forstående og tildele mig en kur bestående af en måneds afholdenhedsabonnement på Information. Eller noget andet, der kan tage lysten til medier fra mig.

Eller måske kunne vi bare kaste alt det jantelov væk og sige, at medier er blevet en masseforbrugsvare? At nyhedsformidling er blevet et overflodsgode, som vi alle kan tillade os at frådse i? Og, at alle medier i princippet er lige gode. Der er bare nogle, der leverer rugbrødet skiveskåret.

Jeg har ikke noget imod noget af det mest kritiserede ved gratisaviserne - at de bringer de samme nyheder fra ritzau m.fl. Jo altså, selvfølgelig kommer jeg til at se den samme nyhed flere gange. Men det gør ikke ondt langt ned i i hvert fald min sjæl. Der går vel 3-4 sekunder med at øje en lille nyhed igennem. 3-4 sekunder er ca. 1 % af den tid jeg alligevel skal stå og vente på, at DSBs personale får skubbet S-toget til perron.

Det kan heller ikke genere mig, at en hel del af artiklerne er ret kortfattede. Altså idéen med de nye medier er vel netop, at man selv skal søge flere informationer om de emner man er interesseret i? Det er da langt bedre på den måde end hvis jeg skal blade forbi 2-siders artikler om emner, jeg ikke har interesse i, mens der desværre ikke blev plads til emner, jeg havde interesse i?

Man kan opfatte alt dette som et forsvar for gratisaviserne og det er det måske også. Min vigtigste pointe er dog, at jeg mener de er et naturligt led i den eksplosion af medier og nyhedsformidling, som sker i disse år. Jeg har brug for alle disse nyheder i professionel sammenhæng, men også som privatperson synes jeg det er af stor betydning at holde sig bare nogenlunde ajour med, hvad der rør sig. Min påstand er, at vi rent faktisk får formidlet flere nyheder end før - ikke bare den samme mængde optrykt flere steder.

Det er en god udvikling i en tid, hvor verden forandrer sig hastigt. Mor Danmark må se at smide hæmningerne og komme med på vognen. Jo større udbredelse medierne får, jo større er hendes chance også for at hendes særskilte interesser på et eller andet tidspunkt kommer til orde.